40 km-t samt nye vejbump i Vængerne

Nb: Teksten er tidligere bragt på Facebook den 22-10 på vegne af Fællesrådet, men da der er tale om et ret omfattende vejarbejde, sender vi også ud via Vængernes nyhedsbrev:

Så er det alvor: Store dele af Tranbjerg bliver til hastighedszoner med en maksimalhastighed på 40 km/t. Og Aarhus Kommune mener det alvorligt. Der bliver lavet en hel del nye fartbump af forskellig art rundt omkring i byen sådan, at man sikrer en passende lav hastighed for alle biler og lastbiler. Faktisk er det lettere at nævne Tingskov Alle og Grønløkke Alle som de to større veje, hvor der ikke kommer fartbump. Og ej heller på Landevejen! Anlægsarbejdet med at lave de nye bump begynder nu og laves af firmaet NCC, oplyser Trafik og Veje.

Når arbejdet er færdigt skulle Tranbjerg gerne være en langt mere sikker og rar by at færdes i – især for cykellister og fodgængere. Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, beskrev det sådan sidst i juni måned:

»Mange borgere føler, at hastigheden er for høj især i boligkvarterer, og de er utrygge ved at lade deres børn færdes i områderne. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi nu i samarbejde med flere fællesråd kan sætte projekter i gang i 12 steder i kommunen, hvor der skabes øget tryghed og mulighed for aktiviteter i gaderummene. Det er mit håb, at vi ikke stopper her, men finder endnu flere områder, hvor vi med fordel kan sænke hastigheden«.

Her må det så nævnes, at Tranbjerg Fællesråd, ikke er blevet inddraget i selve udformningen af projektet. Vi har dog gentagne gange udtrykt vores støtte til planerne om hastighedszoner med 40 km/t. Og vi glæder os meget til, at det bliver færdigt.

Og i oktober 2019 opfordrede vi bl.a. i Tranbjerg Tidende borgerne til at indsende deres holdning til 40 km-zoner. Uden at vi kan kalde det en gyldig afstemning, så var der et klart flertal for hastighedszoner. Mange henvendelser til Fællesrådet igennem tiden, har da også handlet om, at der bliver kørt for stærkt i byen og at det er farligt at krydse vejene m.m. Og så sent som i tirsdags var der en som offentliggjorde en video på Facebook af noget der lignede vandvidskørsel på Skovgårdsvænget.

Der kommer fx bump i Skovgårdsvænget, Jegstrupvænget, Kirkevænget, Østerby Alle, Nørrevænget, Børupvej og Hovedgaden. Orholt Alle og Torve Alle får de såkaldte pukkelbump.

På dette store oversigtskort kan du se de enkelte projekter, hvis du zoomer ind. Projekterne er markeret med rød farve.
Du kan desuden hente en pakket-fil med 26 tegninger af de enkelte projekter via denne side: http://www.tranbjerg.dk/40-km-t-og-nye-vejbump-i-tranbjerg/

På vegne af GF Vængerne og Tranbjerg Fællesråd, Jørgen Dahlgaard