Korrektion angående P-dispensation

På generalforsamlingen 29. marts, den mundtlige del, og gengivet i det netop uddelte Vænge-blad, har jeg desværre givet en forkert information vedrørende parkering. I den første del af den mundtlige beretning sagde jeg følgende:

Som grundejer kan du dog søge kommunen om en dispensation, sådan at du kan holde ud for din egen rampe.
Dette er forkert. Man kan IKKE søge dispensation.

Der er altså tale om en misforståelse i kommunikationen mellem kommunen og mig. Hvordan misforståelsen er sket, kan jeg stadig ikke gennemskue.

Heldigvis (så vidt jeg ved) begik jeg kun denne ene fejl ifm. spørgsmålet om P-forhold, og det beklager jeg!

Jeg er bekendt med, at nogle husejere har fået anlagt (asfalt)rampe ud for hele parcellen. Hvis man selv eller gæster parkerer ud for denne rampe, er det altså ulovligt, – og det koster en afgift, såfremt P-vagterne kommer forbi.

Det neden for citerede er hentet fra kommunens hjemmeside, men for nemheds skyld gengiver jeg teksten her:

“Det er ulovligt at parkere et køretøj foran en ind- og udkørsel til en ejendom. Parkering foran en opkørselsrampe er ulovlig, fordi den hindrer adgang til ejendommen. Dette gør sig også gældende, selvom opkørselsrampen givetvis ikke anvendes og der ikke foregår ind- og udkørsel fra den pågældende ejendom.
Lovteksten § 29, stk. 3, nr. 2 siger følgende: Parkering må ikke ske ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom eller i øvrigt således, at kørsel til eller fra ejendom væsentligt vanskeliggøres.

Bestemmelsen sondrer ikke mellem, hvem der har parkeret foran en ind- og udkørsel. Regeringen kiggede på bestemmelsen i 2014, og valgte ikke at lave en undtagelse ved egen indkørsel. Tværtimod forhøjede de parkeringsafgiften til 1.020 kr.

Det er til gengæld lovligt at parkere et køretøj både før og efter en ind- og udkørsel til en ejendom, hvis ikke andre lokale restriktioner eller forbud gør sig gældende. Reglen er illustreret nedenfor”.

Mvh. formand Birgitte Pedersen

Kilde: Aarhus Kommunes hjemmeside