Generalforsamling 2026

Grundejerforeningen Vængerne
Referat af ordinær generalforsamling afholdt torsdag den 26. marts 2026 i Sognegården

Se indkomne forslag til generalforsamlingen 2026 (pdf)
Se bestyrelsens beretning (pdf)
Se foreningens årsregnskab for året 2025 (pdf)
Se Forslaget til vedtægtsændringer (pdf)

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse af reviderede regnskaber for 2025 til godkendelse
  4. Godkendelse af revisor for indeværende år
  5. Indkomne forslag
    a) Forslag modtaget af Aase Laursen, JV139
    b) Forslag modtaget af Peter Krogsøe, JV21
    c) Forslag modtaget af Jannie Gottlieb Henriksen, JV613
  6. Fastlæggelse af kontingent og overførsel af midler til Vejfonden for indeværende år
  7. Budget for indeværende år til efterretning
  8. Valg til bestyrelsen:
    Den siddende bestyrelse ønsker med generalforsamlingens godkendelse at forlænge valgperioden frem til den 28. april, hvor vi afholder en samlende generalforsamling med Ejerlaugets 60 parceller under det fortsættende navn ”Grundejerforeningen Vængerne”. Her vil der være nyvalg til bestyrelsen jævnfør vedtægterne.
  9. Forslag til vedtægtsændringer:
    Da vi ikke forventer, at halvdelen af samtlige medlemmer møder frem, og at mindst totredjedele af de fremmødte stemmer for ændringerne, som vedtægterne kræver, indkaldes der umiddelbart efter afslutningen af den ordinære general­forsamling til en ekstra­ordinær generalforsamling med kun et punkt på dagsordenen, nemlig Vedtægtsændringer.
  10. Eventuelt

Tilstede: 41 husstande var repræsenteret.

Formanden, Birgitte Pedersen, bød velkommen. Herefter gik vi over til dagsordenen.

Ad 1)
Svend Åge Christensen blev valgt til dirigent og Jørgen Dahlgaard til referent.

Svend Åge konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og varslet.
Og gennemgik herefter dagsordenen.

Ad 2)
Den skriftlige beretning blev bragt i marts nummeret af medlemsbladet Vængerne og her følger den mundtlige beretning.  Birgitte Pedersen indledte:
Jeg vil begynde med en rigtig god nyhed, nemlig at for en uge siden blev det beseglet, at Ejerlauget med sine 60 parceller er blevet en del af Grundejerforeningen Vængerne! Derfor siger vi til det nu tidligere Ejerlauget: – hjertelig velkommen i Grundejerforeningen Vængerne!

Det betyder, at vi nu har en medlemsskare på hele 595 parceller.

Sidste torsdag havde Ejerlauget nemlig den sidste og afgørende ekstraordinære generalforsamling, hvor man formelt nedlagde sig selv. Denne var så afslutningen på en proces, der tog sin begyndelse sidste forår, hvor vi langsomt nærmede os hinanden. Dette var naturligvis på baggrund af privatiseringen, hvor vi som bekendt overtog ejerskabet af de tidligere kommunale veje, dvs. ca. fire km inkl. Ejerlauget, godt og vel en fordobling.

Og hvordan er det så gået? Jo, vi har da i hvert fald fået en ordentlig vinterdebut! Det har været dyrt, men som jeg skriver i den skriftlige del af beretningen, har det også været med et godt resultat. Vi har i hvert fald modtaget rigtig mange rosende ord og taksigelser. Der er dog en enkelt, en ca. 10-årig dreng, der ikke har været helt tilfreds med den del, der handler om snerydning ud for vore private parceller. Jeg har hørt fra en beboer på SV, at drengen har beklaget sig over, at ”det er godt nok blevet svært at tjene penge på at skovle sne”. Og det har han jo ret i.

Imidlertid håber vi i bestyrelsen, at I ønsker at beholde bl.a. denne del af snebekæmpelsen, men det hører vi jo nok mere om i løbet af den efterfølgende debat.

Som jeg skrev i beretningen, besluttede forligspartierne i Aarhus Byråd, dvs. 27 ud af 31 medlemmer, at suspendere privatiseringen af de veje, hvor de endnu ikke var gennemført. Dette for at igangsætte en juridisk ramme og en plan for finansieringen af ”en varig og retfærdig løsning for byens borgere”. Læs mærke til udtrykket “retfærdig”……!

Og hvor er vi så i dag? Ja, der er endnu ikke offentliggjort noget som helst om, hvor langt partierne er nået i deres drøftelser. Tror vi så på, at noget ændrer sig for os? NEJ, det gør vi ikke! Og så kan man diskutere, hvorvidt det er retfærdigt, at lige nøjagtigt VI nåede at blive privatiseret. Det mener vi selvfølgelig ikke. Men måske kan vi håbe på, at byrådet beslutter sig for at udvide den 5 års garanti, vi fik for rendestensbrøndene? Men det står foreløbigt hen i det uvisse.

I det mindste er der et lyspunkt, nemlig at kommunen vedstår at skulle dele omkostningerne vedr. stamvejen JV med os. Det skyldes, at kommunen ejer den grønne bræmme langs med vejen og det brede grønne område imellem JV og Landevejen. Dermed betragtes kommunen som medejer af halvdelen af vejen. Jeg har for nylig skrevet til vores kontaktperson i kommunen for opklarende. Hun skriver tilbage, at hun forventer ”en indstilling inden sommerferien med henblik på en politisk afklaring af harmoniseringsprojektet”. Hvad det så betyder, kommer vi tilbage til, når vi når sommeren!

I øvrigt er vi i færd med at indgå en ny 3-årig aftale med vores entreprenør vedr. både de grønne og de sorte områder inkl. vinterbekæmpelse.

Vedtægtsændringer
Vi fandt det sammen med Ejerlauget nødvendigt at justere enkelte punkter i vores vedtægter, som stammer fra 2020. Da vi selvfølgelig ikke forventer at se halvdelen af vore medlemmer, har vi valgt – af ganske pragmatiske grunde – at opsætte en ekstraordinær generalforsamling med kun dette punkt på dagsordenen i direkte forlængelse af denne ordinære generalforsamling. Mere om dette senere på aftenen.

Og dermed er jeg kommet til bestyrelsesspørgsmålet.

Som sædvanligt takker jeg bestyrelsen for et umanerligt godt samarbejde. Det har været funktionelt, pragmatisk og respektfuldt, – ja indimellem også direkte muntert og med gode venskaber til følge.

Det er derfor med grædende hjerte, at vi nu må sige farvel til en så god og lang periode. Men som jeg også skriver, så er det fuldt forståeligt, at de fire medlemmer og to af suppleanterne siger farvel og tak for denne gang.

I har hver især ydet en formidabelt godt stykke arbejde, men I synes nu, at tiden er kommet til at overdrage opgaverne til nogle andre. I har forskellige grunde til jeres farvel, men fælles for grundene er, at de fleste af jer også har små og mindreårige børn, et krævende arbejdsliv, bl.a. er to af jer selvstændigt erhvervsdrivende. Ligeledes fælles for jer er, at I har været med i mange år, Henrik faktisk ad hele to omgange, ligesom Kurt i en årrække var vores kasserer.

Og hvem ved, måske kommer en eller flere af jer tilbage om nogle år?

Vi har i hvert fald sammen nået ikke så lidt. Og det har været en meget tidkrævende periode med rigtig meget arbejde. Så det er ikke så sært, at familien nu ser frem til at se noget mere til jer!

Imidlertid er jeg dybt taknemmelig over, at både Jørgen, Simon og Morten gerne fortsætter. Ligesom jeg selv har valgt gerne at ville fortsætte.

De nærmere taksigelser venter jeg med indtil den 28. april!

Men som vi har skrevet i dagsordenen, beder vi generalforsamlingen godkende, at den traditionelle valghandling udgår til fordel for en ny, samlende og ekstraordinær generalforsamling den 28. april. Forklaringen er naturligvis sammenlægningen med, eller rettere overtagelsen af, Ejerlauget. Vi håber på generalforsamlingens forståelse.

Vi finder det vigtigt, at også de 60 medlemmer herfra får mulighed for at stille op til tillidsposter i vores kommende fælles bestyrelse. Det er der som nævnt i den skriftlige del af beretningen hele tre af de nuværende medlemmer i Ejerlaugets bestyrelse, der gerne vil. Og det bakker vi andre fuldt og helt op om!

Det var, hvad jeg havde valgt at tage med i min del af beretningen. Derefter vil jeg overlade det til dirigenten at give ordet videre til Jørgen, der har noget supplerende.

Jørgen Dahlgaard på vegne af støjgruppen:
I Tranbjerg Fællesråd har vi haft møde med rådmand Nicolaj Bang – og vi har blandt andet drøftet Byrådets beslutning fra den 3. december om at undersøge muligheden for et en opdatering af lokalplan 124, der dækker plantebælterne langs Landevejen. Lokalplanen giver ikke mulighed for at opsætte støjværn, som planen er i dag. Ellers har det været et travlt efterår, hvor der har været flere møder med byrådspolitikere op til kommunalvalget.

Bestyrelsens beretning blev godkendt af generalforsamlingen med applaus.

Ad 3)
Kasserer Simon Lund gennemgik det reviderede regnskab for 2025.
Vedr. Grundejerforeningen, så har der bl.a. været en ekstraordinær indtægt fra DINEL i forbindelse med flytning af et elskab (transformator). Desuden har der været en udgift til advokatbistan til vurdering af muligheden for sammenlægning med Ejerlauget.

Vedr. Vejfonden så er der en udgift til ny asfalt i den sydlige del Skovgårdsvænget.
Og administrationsudgiften er til advokaten vedr. vores klagesag hos Vejdirektoratet.

Spørgsmål:
SV512 Preben: Har Ejerlauget betalt til vores advokat i forbindelse med vejprivatiseringen?
Svar: Nej – det var udelukkende GF Vængernes egen sag.

SV296 Kurt: Hvad er det for et elskab, som vi har fået penge for fra DINEL?
Svar: Det er en transformatorstation ved SV462, som er flyttet hen på GF Vængernes grund.

JV229 Jens Erik: Hvad er vores egenkapital pr. grundejer?
Den er ca. 4000 kr. pr grundejer (1/1-2026), oplyste Simon.
Efterfølgende rettelse: Egenkapital-andelen pr. parcel pr. 1/1 2026 er dog 5.000 kr.!

SV8 Hans: Har varmeværket ikke betalt noget til den nye asfalt?
Svar: Jo – ca. 40 %. De er opkrævet direkte fra Arkil og ikke gennem GF Vængerne.

Herefter blev regnskabet enstemmigt godkendt med applaus af generalforsamlingen.

Ad 4)
Foreningens revisor, Aarhus Revision (v. Hakan Barut), blev genvalgt.

Ad 5a)
Forslag fra Aase Laursen om et forbud mod elcykler/kassecykler:
Aase (JV139): Jeg mener selvfølgelig ladcyklerne på el, som kører meget hurtigt på stierne uden at vise hensyn. Det er utrygt. De fylder meget og bruger ikke cykelklokken, når de kommer bagfra.

SV542 Coco: Jo – man cykler stærkt på stierne.
JV101 Ann: Elløbehjul og elscootere er også et problem. Konkakt grundejerne syd for os!
SV512: Hvad vil I gøre?
SV8: Hvordan vil I håndhæve et evt. forbud mod ladcyklerne?
JV21: Et forbud er ikke vejen frem. Mange børnefamilier har stor glæde af ladcyklerne. Vi skal dog vise hensyn til hinanden!
JV101 Ann: Vi behøver ikke et forbud, men sæt nogle skilte op!
Henrik: Vi kan kontakte skolen og boligforeningerne. Vent med skilte – de pynter ikke!
JV125: Det er de voksne på ladcykel, som er et problem, ikke børnene.

Svend Åge: Konklusion på debatten:
Bestyrelsen arbejder videre med problematikken og vi opfordrer alle til at vise hensyn!
Aase (JV139): OK!

Ad 5b)
Forslag fra Peter Krogsø om nye træer og planter:
Peter (JV21): Mange træer er blevet fældet i området af forskellige årsager, og det er nu blevet noget bart. Træer pynter, giver læ og suger vand. Vi skal huske at plante nogle nye! Vi bør få lagt nogle planer sammen med en gartner om at få plantet de rigtige træer.

JV101 Ann: Mange vil gerne have det pænt. Kunne man ikke lave et beboerudvalg til de grønne områder? Plant også noget stedsegrønt, som er grønt hele året. Der er nogle rådne træer ved Orholt Alle.
SV508: Der også gener fra store træer med skygge og blade.
SV102: Nordea Fonden m.fl. støtter projekter med biodiversitet og plantning.
SV542 Coco: Vi har da mange træer, hvorfor plante flere…?
JV27: Der er mange græsplæner – kan vi ikke få noget mere natur?

Henrik: Et godt forslag – og gode argumenter. Vi bør søge nogle fondsmidler m.m.
Der er dog lige en sammenlægning, som skal klares først!

Birgitte: Konklusion:
Bestyrelsen arbejder videre med forslaget. Mange tak for ideen!

Ad 5c)
Forslag fra Jannie G. Henriksen ang. en trampolin til legepladsen:
Henrik: Vi har fået en ny pris på ca. 30.000 kr. med moms (udgravning af hullet samt selve trampolinen).

JV101 Ann: Det er ikke vores opgave at servicere dagplejebørnene. Det er for dyrt!
JV33: Vi vil da gerne have en trampolin til børnebørnene!
Flere fra salen: Hvad er driftsudgifterne?
Svend Åge: Jeg er blevet klogere siden sidste år – børn kommer normalt ikke til skade ved brug af en trampolin.
SV542 Coco: Hvorfor skal den graves ned?

Henrik: Levetiden er normalt 5 år og trampolinen graves ned for at undgå faldskader. Det er udgravningen af hullet, der koster mest.

JV67 Ivan: En god legeplads skal da have en trampolin nu om dage!

Afstemning ved håndsoprækning:
8 stemmer imod forslaget mens et stort flertal stemte for. Forslaget blev således vedtaget.

Ad 6 og 7)
Simon: Kontingentet for år 2026 er jo allerede opkrævet: 1400,- kr. pt. og er ikke reguleret i mange år.
Og inflationen har været betydelig siden 2022 og vores vejareal er nu fordoblet!
Desuden skal vi til at betale ejendomsskat af de grønne arealer, forlyder det.

Birgitte: Vi har kun en enkelt grundejer, som er i alvorlig restance og forventer en inkassosag.

JV599 Jan: Er der 5 års garanti på rendestensbrøndene fra kommunen i Ejerlauget, når de ikke har fået undersøgt dem af Rambøll, som vi har?
Simon: Jo – det er der! Det er ens for alle i Aarhus Kommune.
Henrik: Vi har desuden i fællesskab gennemgået alle de gamle private veje, og Ejerlauget har efterfølgende fået udbedret tre rendestensbrønde inden fusionen med os.

SV296 Kurt: Der plejer at køre en slamsuger rundt for at tømme rendestensbrøndene. Sker det fortsat?
Henrik: Kommunen gjorde det en gang om året eller efter behov. Det er vigtigt for at hindre forstoppelse.
Vi har fået tilbud på tømning af sandfanget i rendestensbrøndene samt gentagne fejninger af vejkanter/kantsten for ukrudt m.m. Det sidste vil mindske mængden af sand m.m. i sandfangene. Og det er kort sagt billigere at få fejet end at tømme sandfangene.

Simon: Vi overfører 150.000 kr. til Vejfonden for 2026 og et beløb baseret på antallet af parceller vil blive overført fra Ejerlauget i forbindelse med fusionen. Det gælder også egenkapitalen.

Orientering om budget:
Et kvalificeret bud på et fremtidigt kontingent kunne således være 2500,- kr. og med noget opsparing 3000,- kr. Det vender vi tilbage på den ekstraordinære generalforsamling den 28. april. Her vil vi også komme med et konkret budget. Vi har afventet Ejerlaugets beslutning om fusion samt diverse nye tilbud.

Der var ikke flere kommentarer fra generalforsamlingen.

Ad 8)
Valg til bestyrelsen blev udsat til den ekstraordinære generalforsamling den 28. april med
generalforsamlingens godkendelse (ved applaus).

Ad 9)
Birgitte: Behandlingen af forslaget til vedtægtsændringer henvises til den efterfølgende ekstraordinære generalforsamling i dag, da fremmødet ikke er stort nok her på den ordinære generalforsamling.

Ad 10)
Intet.

Svend Åge: Vi mødes til den ekstraordinære generalforsamling efter kaffepausen.

Referatet godkendt den            2026.

Svend Åge Christensen (dirigent)
Birgitte Pedersen  (formand)
Jørgen Dahlgaard (referent)


Referat af ekstraordinær generalforsamling
torsdag den 26. marts 2026

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Kort orientering v/formanden
  3. Vedtægtsændringer (Her kræves der kun et simpelt flertal.)

Tilstede: 41 husstande var repræsenteret.

Ad 1)
Svend Åge Christensen blev valgt til dirigent og Jørgen Dahlgaard til referent.

Ad 2 og 3)
Formanden Birgitte Pedersen gennemgik ændringerne, som også er trykt i Vængebladet nr.1 – 2026: Se forslaget til vedtægtsændringer (pdf)

Kommentarer:
JV229 Jens Erik: Hvorfor skal der stadigvæk være to stemmer pr. parcel?
Birgitte: Vi finder det bedst, at der fortsat er to. Fx er mand og kone ikke altid enige.

JV201: Regnvandsbrønde bør rettes til rendestensbrønde! Regnvandsbrønde er flere forskellige ting og kan misforstås.
Birgitte: Ok – vi retter det til rendestensbrønde!

SV8 Hans: Er Ejerlauget indforstået med disse nye vedtægter?
Birgitte: Jo – de er fuldt orienteret og de har godkendt det på en generalforsamling.

JV229 Jens Erik: Hvad bliver antallet af bestyrelsesmedlemmer?
Birgitte: Syv medlemmer som nu.

Afstemning om vedtægtsændringerne:
Ændringerne blev vedtaget enstemmigt!


Referatet godkendt den            2026.

Svend Åge Christensen (dirigent)
Birgitte Pedersen  (formand)
Jørgen Dahlgaard (referent)


Desuden afholdes en (samlende) ekstraordinær generalforsamling mere
tirsdag den 28. april 2026.
Se dagsordenen 28-4 (pdf)