Blog

Asfaltarbejde i Skovgårdsvænget

Opdatering 22-9: Kommunen oplyser nu at arbejdet med ny asfalt i Skovgårdsvænget (se kortet) begynder mandag den 23. september. Man er kommet lidt bagefter pga. mange regnvejrsdage i starten af måneden. Der er allerede skiftet en del brønddæksler, regnvandsriste og kantsten. Strækningen, hvor fjernvarmen graver p.t., kommer til at vente.

Det forlyder nu fra kommunen, at stamvejene i vores område skal have nyt slidlag i september måned (se kortet nederst). Hvis asfaltfirmaets (Colas) planlægning holder, vil der blive foretaget forberedende arbejder i uge 36 og selve slidlagsarbejdet vil blive udført i uge 38 (16.-20. september). Man har allerede været igang med at skifte / udbedre nogle af rendestensbrøndene.

Kort med de berørte veje jf.. Teknik og Miljø
De berørte veje er markeret rødt. Lige nu ser det ud til, at skrækningen markeret med blåt, hvor fjernvarmen skal til at grave, måske kommer til at vente til de nye fjernvarmerør med stikledninger er lagt ned.

Så blev der fest i Vængerne

Lørdag den 3. august havde festudvalget som noget nyt indkaldt til en sommerfest i Vængerne. Konceptet var lidt andet end de store gamle skt. hans-fester, som også var åbne for folk udefra. Fokus er nu flyttet mere hen på børnefamilierne med aktiviter og hygge om eftermiddagen som efterfølges af en stor fællesspisning om aftenen – dog stadigvæk med mulighed for at møde naboerne på en anden måde til en god snak. Og der var både kaffe, kage og øl til snakken.

Vejret var heldigvis lunt med sol, så der kom hurtigt gang i snobrøddet (venligst sponseret af vores lokale Kvickly).

Og hoppeborgen var et klart hit blandt børnene.

Menuen stod på helstegt pattegris, pastasalat, coleslaw og tzaziki.


Efter spisningen var der ståbanko med gode gevinster og morskab.

Her ses festudvalget med Lennart, Mick, Jesper og Birgitte (i tilfædig rækkefølge). En stor tak til dem for det store arbejde med at arrangere festen. Mere end hunderede voksne og fyrre børn var tilmeldt fællesspisningen.

Det er ikke helt nemt at starte en ny tradition – har du ideer og input til næste år, så send dem gerne til Birgitte: formand@vaengerne.dk

Du kan her se flere fotos fra sommerfesten 2019.
Klik på billederne for at se dem i stor størelse.

Meddelelse fra bestyrelsen i GF Vængerne

En aktuel status vedr. en personsag i bestyrelsen

Som tidligere meddelt via udsendt elektronisk nyhedsbrev og opslag på hjemmesiden var det med beklagelse, at bestyrelsen på ordinært møde 4. juni opfordrede Steen Boye til frivilligt at forlade bestyrelsen. Efter betænkningstid meldte Steen den 17. juni tilbage, at han ikke ønskede at gå frivilligt. Derfor besluttede bestyrelsen på møde den 18. juni at ”suspendere” Steen.

Samtlige bestyrelsesmedlemmer motiverede hver især denne beslutning over for Steen. De væsentligste begrundelser var Steens manglende samarbejdsevner, hans stejle, stædige holdninger og ikke mindst hans beskyldninger om, at kassereren ”har taget af kassen til private formål”. En så uhyrlig og urigtig påstand, der sammen med de øvrige klagepunkter gjorde det umuligt for os andre at fortsætte bestyrelsessamarbejdet med ham.

Denne uhyrlige og urigtige påstand, der burde være en ikke-sag, er nu blæst op til en sag – eller måske rettere blæst op til at være SAGEN. Vi har i bestyrelsen erfaret, at Steen Boye går på husbesøg og fortæller, at kassereren har brugt af Vængernes midler til at betale for flisearbejde ”til private formål”.

I bestyrelsen tager vi skarpt afstand fra denne udlægning, som er Steens helt egen udgave af virkeligheden. Undertegnede har på vegne af bestyrelsen skriftligt anbefalet Steen hurtigst muligt at stoppe denne chikane, som er stærkt ærekrænkende og injurierende.

Vi øvrige seks bestyrelsesmedlemmer samt de to suppleanter har ikke ønsket denne ”ikke-sag” gjort til genstand for større debat, end den kan bære. Derfor har vi tænkt – og også skrevet til Steen – at vi vil redegøre for bestyrelsens holdning på førstkommende generalforsamling. Vi kan imidlertid blive tvunget til at træffe anden afgørelse, idet vi også erfarer, at Steen ved sine husbesøg indsamler underskrifter, angiveligt med henblik på ekstraordinær generalforsamling.

Flere medlemmer af Grundejerforeningen har opsøgt undertegnede og fortalt om Steens fremfærd samt om, at de har været usikre på, hvad de egentlig bliver bedt om at underskrive, fordi der ikke foreligger noget på skrift. Nogle skriver trods dét under, mens andre ikke gør. Vi håber, at de, der endnu ikke har haft besøg, vil tænke over situationen og huske på, at en sag altid har mindst to sider. Samt tænke over, hvorfor mon Steen står helt alene med sin udgave af virkeligheden.

De seks nuværende bestyrelsesmedlemmer samt de to suppleanter fortsætter gerne arbejdet, men i fald der er flertal for Steens udgave, træder vi tilbage i samlet flok.

På bestyrelsens vegne
Birgitte Pedersen, formand
Tranbjerg, 18. juli 2019

Ny kontaktperson vedr. de grønne områder

Ny kontaktperson vedr. de grønne områder, stier og veje er:
Jens Erik Posselt, Jegstrupvænget 229. E-mail: ansvar2@vaengerne.dk

Baggrunden er en ændring i bestyrelsen:
På det ordinære bestyrelsesmøde 4. juni opfordrede bestyrelsen Steen Boye til at trække sig fra bestyrelsesarbejdet. Årsagen til dette skyldes Steens måde at samarbejde og kommunikere på samt i manglende tillid til hans person. Steen udbad sig betænkningstid.

Den 17. juni meddelte han formanden, at han ikke ønskede at følge vores opfordring, hvorefter en enig bestyrelse på et ekstra bestyrelsesmøde 18. juni besluttede at suspendere ham indtil førstkommende generalforsamling. Bestyrelsen beklager, at det var nødvendigt at foretage dette skridt.

I konsekvens af ovenstående besluttede bestyrelsen på samme møde at omkonstituere sig, således at Jens Erik Posselt, Jegstrupvænget 229. E-mail: ansvar2@vaengerne.dk med omgående virkning overtager hele det grønne område samt veje, stier og fortove.

På bestyrelsens vegne
Birgitte Pedersen, formand

Udskiftning af fjernvarmeledninger

FjernvarmearbejdeArbejdet med udskiftningen af fjernvarmerør sammen med etableringen af nye stikledninger fortsætter i Skovgårdsvænget. Lige nu er fjernvarmeværket gået i gang med den sidste del af Skovgårdsvænget, som skulle blive helt færdig i 2019. Der skal bl.a. graves i vejene fra nr. 98 til 150. Ved rækkehusene laves den nye stikledning typisk fra havesiden: Fx har nr. 290 til 306 lige fået skudt de nye stikledninger ind. Værket har dog også gang i andre udskiftninger i Tranbjerg, hvorfor de af og til holder en pause i Vængerne. Efter Skovgårdsvænget fortsætter værket arbejdet i Jegstrupvænget.

Status på den nye legeplads – juni 2019

Udvalget og bestyrelsen arbejder videre med planlægningen af den nye store legeplads. Vi har valgt Ladefoged Leg som leverandør, og er nu ved at finpudse tilbuddet. Her i juni måned indsender vi byggeansøgning til kommunen og forventer at kunne underskrive ordrebekræftelsen først i august med levering i september/oktober måned.

Vi har diskuteret placeringen af legepladsen og vi har valgt at fastholde placeringen på boldbanen i forlængelse af multibanen. Når vi har indhold og placering på plads, bliver materialet lagt på hjemmesiden så I kan se den endelige udformning.

Med venlig hilsen Jens Erik Posselt