SOMMERFEST 13. august

På plænen nord for legepladsen og multibanen
LØRDAG 13. August 2022 KL. 13.30-16.30

Nb: Du kan stadigvæk nå at tilmelde dig og få rabat på maden (selvom fristen var den 15/7).

Hent eller se indbydelsen som pdf

Ved tilmelding via SMS skal man oplyse antallet af voksne og børn, der deltager. Samtidigt skal man indbetale det dermed relevante beløb for voksne og børn via MobilePay.

Deltagerprisen dækker en burger inkl. en øl/vand til 60,- kr. pr. voksen.
Og en nuggets med pommes frites inkl. sodavand pr. barn 35,- kr.

Et eksempel ser sådan her ud:

To voksne + to børn: 2 x 60,- + 2 x 35,- = 190,- kr.
Kan man spise en burger mere, koster denne 80,- kr. – og endnu omgang nuggets koster 60,- kr.

Vi opfordrer kraftigt til tilmelding. Dels kan vi hermed beregne antallet af burgere og nuggets. Og dels kan vi på forhånd vide antallet af tilmeldte. Som der står nederst i invitationen, forbeholder vi os ret til at aflyse, såfremt færre end 150 tilmelder sig.

På Festudvalgets vegne, Birgitte Pedersen, formand

Korrektion angående P-dispensation

På generalforsamlingen 29. marts, den mundtlige del, og gengivet i det netop uddelte Vænge-blad, har jeg desværre givet en forkert information vedrørende parkering. I den første del af den mundtlige beretning sagde jeg følgende:

Som grundejer kan du dog søge kommunen om en dispensation, sådan at du kan holde ud for din egen rampe.
Dette er forkert. Man kan IKKE søge dispensation.

Der er altså tale om en misforståelse i kommunikationen mellem kommunen og mig. Hvordan misforståelsen er sket, kan jeg stadig ikke gennemskue.

Heldigvis (så vidt jeg ved) begik jeg kun denne ene fejl ifm. spørgsmålet om P-forhold, og det beklager jeg!

Jeg er bekendt med, at nogle husejere har fået anlagt (asfalt)rampe ud for hele parcellen. Hvis man selv eller gæster parkerer ud for denne rampe, er det altså ulovligt, – og det koster en afgift, såfremt P-vagterne kommer forbi.

Det neden for citerede er hentet fra kommunens hjemmeside, men for nemheds skyld gengiver jeg teksten her:

“Det er ulovligt at parkere et køretøj foran en ind- og udkørsel til en ejendom. Parkering foran en opkørselsrampe er ulovlig, fordi den hindrer adgang til ejendommen. Dette gør sig også gældende, selvom opkørselsrampen givetvis ikke anvendes og der ikke foregår ind- og udkørsel fra den pågældende ejendom.
Lovteksten § 29, stk. 3, nr. 2 siger følgende: Parkering må ikke ske ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom eller i øvrigt således, at kørsel til eller fra ejendom væsentligt vanskeliggøres.

Bestemmelsen sondrer ikke mellem, hvem der har parkeret foran en ind- og udkørsel. Regeringen kiggede på bestemmelsen i 2014, og valgte ikke at lave en undtagelse ved egen indkørsel. Tværtimod forhøjede de parkeringsafgiften til 1.020 kr.

Det er til gengæld lovligt at parkere et køretøj både før og efter en ind- og udkørsel til en ejendom, hvis ikke andre lokale restriktioner eller forbud gør sig gældende. Reglen er illustreret nedenfor”.

Mvh. formand Birgitte Pedersen

Kilde: Aarhus Kommunes hjemmeside

Nyt fra de grønne områder november 2021

ved Henrik Henriksen (udsendt i nyhedsbrevet 30-11)

Vi har lige fået studset hækkene en sidste gang, hvilket har pyntet. Vi har desuden fået henvendelser vedr. vores græsslåning – hertil har vi svaret, at vi mener gartneren gjort det godt trods udfordringer med den megen regn i september. Vi har snakket med gartneren flere gange om spor i græsset, som vi fortsat har fokus på.

Forlænget kontrakt og gammel legeplads fjernes
Vi syntes han generelt gør et flot stykke arbejde, og kommer med gode ideer til hvordan vi kan fremme Vængernes grønne område, så derfor har vi forlænget kontrakten med ham. I forbindelse med at vi har forlænget kontrakten med gartneren, har han fået ordre til at fjerne den sidste legeplads ved Skovgårdsvænget 74-80.

Han kom med en ide til at strømline vores område, så derfor vil buske omkring kælkebakken blive reguleret i det nye år. Grundet mange henvendelser om at græsset/hjørnet i Skovgårdsvænget 14-24 ofte bliver påkørt af store og små køretøjer, vil der komme store sten til at ligge i svinget for at forbygge skader på kantsten og underlag.

Vi har også fået en henvendelse vedr. grantræet, som står ved Skovgårdsvænget 532-534, om at det sviner. Og ja det gør det, det har lange nåle, men det gør ikke at det vil blive fældet, det er et flot og sundt træ. Og da det er en kommunal vej det står op af, mener vi, at det er kommunen, der skal vedligeholde hvis blade eller andet blokerer for evt. regnvandsafløb.

Stor ros til grundejerne
Til alle jer der har fulgt vores anbefaling med at klippe deres hæk ud mod stamvejen i Jegstrupvænget, skal der lyde en stor ros for dette – det er vigtigt, at vi alle er med til at holde vores område. Derfor vil vi også opfordre alle der bor på eksempelvis hjørnegrunde, om at klippe græsset ud til vejen og fortov.

Nye fliser ved daginstitutionen. Foto: Henrik H.

Vores flisemand, er efter megen travlhed alle steder, endelig blevet færdig arbejdet i Vængerne, og dette er vi meget glade for. Og han har lovet at rydde op efter sig – også i Jegstrupvænget. Ligeledes har han også fået ordren på at få vedligeholdt resten af stisystemet til næste år “på betingelse af”, at han gør hver etape færdige i et stykke.

Vi har desuden fået indkøbt en kædesav og en hækkeklipper, så vi i hurtige situationer kan vedligeholde vores område akut – fx ved et knækket træ. For at følge op på dette ord AKUT, opfordrer vi vængernes beboere, til kun at ringe eller sende sms, i NØDSTILFÆLDE. Ellers brug mail, her svarer vi inden for rimelig tid.

En festlig indvielse af legepladsen

Det blev en både hyggelig og festlig indvielse lørdag den 7. august kl. 12-15. Som forventet kom folk tidligt, for rigtig mange skulle være hjemme til kl. 14.00, hvor de danske håndboldherrer som bekendt skulle spille om OL-guld/sølv i Tokyo.

Fra kl. 12.00 var der således travlhed, ikke mindst ved pølsevognen, hvor der hurtigt dannede sig en lang kø, for hvem har ikke lyst til en dansk hotter med det hele inklusive hjemmelavet agurkesalat? 250 pølser i forskellige former blev det til! Det kan naturligvis ikke udelukkes, at nogle har været forbi vognen mere end én gang, men i bestyrelsen er vi ikke i tvivl om, at et pænt stykke over 200 har været på legepladsen i løbet af de tre timer.

Det ser vi også på, at der blev totalt ”udsolgt” af de øvrige spiselige og drikkelige tilbud. Bordet med æbler og bananer, små chokolader, is- og slikkepinde blev ryddet af små og store hænder. Ligeså blev der helt udsolgt af de små juicebrikker med forskellige smage og af vand. Lidt øl var der dog tilbage til de friske mænd, der om søndagen skulle pakke teltet ned 😉

Tak for opbakningen til arrangementet. Især er vi i bestyrelsen glade for, at vores udtryk ”barnlige sjæle” blev fortolket rigtigt. Vi så simpelt hen beboere i alle aldre, – fra små babyer til +80-årige. Og sådan ønsker vi også, det skal være. For det er ulig noget sjovere at bruge mange timer på at planlægge, forberede, gennemføre og rydde op, når der er stor opbakning fra hele paletten.

Næste planlagte arrangement bliver i 2022, hvor Grundejerforeningen har 50-års jubilæum. Indtil videre er vi i bestyrelsen bestemte på, at fejringen af dette bliver en lørdag i begyndelsen af august. I en del år er der hvert år blevet sat penge af til jubilæet, så vi kan lune os ved et pænt indestående på jubilæumskontoen.

Endnu en gang tak for opbakningen til arrangementet. Vi glæder os allerede til næste år!

Birgitte Pedersen, formand
På vegne af bestyrelsen for Grundejerforeningen Vængerne


Kirsten havde travlt i boden: Der var frugt, is og lidt sødt til børnene.
Petanquebanen blev brugt.
Der var også godt gang i afsætningen af drikkevarer…
De flittige folk i pølsevognen. Pølserne var rigtig gode. Fotos: Jørgen

Nyhedbrev juli 2021

Kom til indvielse af den nye legeplads

Lørdag den 7. august, kl. 12.00-15.00 ved legepladsen.


Nyt fra de grønne drenge (grønne områder)

Med start i uge 28 begynder firmaet Steen Hansen (gartneren) at klippe hæk og bevoksning langs foreningens stier. Han er desværre blevet lidt forsinket, da vi har lagt beslag på hans arbejdskraft og tid, da han overtog entreprisen på at rydde op efter en anden entreprenør, som bl.a. skulle omlægge de gamle legepladser i efteråret 2020.

Til det vil vi sige, at Steen Hansen har gjort et fantastisk stykke arbejde efter vores mening. Han er næsten færdig med at alle de opgaver han fik, herunder nedlæggelse af tidligere legepladser og omlægning af parkeringsområderne ved rækkehusene i JV. Han mangler p.t. kun enkelte ting i Skovgårdsvænget.

Herudover er entreprenør Martin Ketcher gået i gang med flisestien ved børnehaven og her har de lagt dræn ned, da vi ofte døjer med vand omkring regnvandsafløbet. Efter sommerferien fortsætter de med flisestierne længere nede i vængerne – bl.a. stien øst for kælkebakken.
Herunder kan du fotos fra en legeplads:

Nedlagt legeplads. Der er sået græs og nogle steder blomster. Foto: Henrik Hensrik.

Husk nu at klippe din hæk ind

Alt det grønne gror stærkt i år og mange steder er der ikke længere plads til at komme forbi med en barnevogn eller en cykel. Det er særlig galt ud mod stamvejen i Jegstrupvænget. Husk at du som grundejer har pligt til at klippe ind! Se også kommunens hjemmeside.

Klipning/beskæring – krav til afstande og frihøjde. Tegning: Aarhus Kommune.

Støj fra Landevejen – hvad kan vi gøre?

Som førnævnt har en gruppe af grundejere i Kirkevænget lavet en stor underskrifts-indsamling for at gøre opmærksom på behovet for dæmpning af trafikstøjen fra Landevejen. Desværre er mange i Jegstrupvænget også plaget af trafikstøjen og man kan med fordel arbejde for en fælles løsning. Vi kan evt. nedsætte en fælles arbejdsgruppe for at følge op?

Send en mail, hvis du vil bakke op
Hvis du er interesseret i at deltage og/eller bare støtte arbejdet, må du meget gerne sende en mail til sekretaer@vaengerne.dk med navn og kontaktoplysninger. Du vil så få besked om det videre forløb.


Nyt vængeblad og referat fra generalforsamlingen

Et nyt vængeblad lander i din postkasse omkring den 20. juli bl.a. med referatet fra generalforsamlingen i juni måned.


Bestyrelsen er nu fuldtallig og består af Birgitte Pedersen, Kurt Skytte, Jørgen Dahlgaard, Guiseppe Coco, Henrik P. Henriksen, Jesper Rasmussen, Svend Aage Christensen samt suppleanterne Mick G. Rasmussen og Daniella Doktor. Nb: Suppleanterne deltager i bestyrelsesarbejdet.

Rigtig god sommer til alle!
Vængerne skal være et godt sted at bo.

Husk generalforsamling 2021

Den ordinære generalforsamling 2021 afholdes tirsdag den 15. juni kl. 19.00 på Tranbjerg Lokalcenter, Torvevænget 3A.

Se dagsordenen samt regnskab og beretning på hjemmesiden


Nyt om de grønne områder

Vi har repareret faldunderlaget på svævebanen og derudover vil sandkassen også blive spændt efter. Der er desuden bestilt 2 ekstra bordbænke sæt til den nye legeplads samt 1 sæt til de små i samme model, som vi i forvejen har. Desuden er der indkøbt et solsejl, som sættes op forskudt over sandkassen (se foto), sådan at de små bliver beskyttet mod den stærke sol i sommer-månederne. Det er et ønske fra forældrene. Fire af de gamle legepladser er nu nedlagt og ved at blive til rigtige grønne områder.

Ellers er vores nye gartner kommet godt i gang med at slå græs og andet arbejde. Foreløbig er vi rimelig tilfredse med arbejdet.

Fliserne på stien vest for den nye legeplads er lagt om. Foto: Henrik Henriksen.

Nye fliser samt omlægning af gamle
Vi har aftalt med entreprenør Martin Ketner, at han skal fortsætte med resten af de manglende fliser fra sidste periode. Desuden får han ordre på at forsætte reparation af stierne i de grønne områder – bl.a. omkring børnehaven samt øst for kælkebakken.

Vi vil i bestyrelsen gerne opfordre til at den store udskiftning af slidlag / asfalt i Skovgårdsvænget venter med at blive skiftet, til at vi kan tage det hele på en gang. Det er det mest økonomiske. Lige nu skal et par veje vente, p.g.a. varmeværkets tidligere arbejder. Der skal her gå mindst to år i alt, inden der kan lægges endeligt slidslag. Vi drøfter dog nu tilstanden på asfalten med firmaer som Arkil for at finde det optimale tidspunkt for udlægning af et nyt slidlag på vejene. Mere om dette under beretningen på den kommende generalforsamling.

Derudover har vi i bestyrelsen en ide om, at det vil være praktisk at lave en lidt anden opdeling mellem ”De grønne områder (blødt) og ”De sorte områder” (hårdt = vejfonden). Mere om disse tanker på den kommende generalforsamling.


Støj fra Landevejen og nye fartbump på Orholt Alle

En gruppe af grundejere i Kirkevænget er i gang med en stor underskrifts-indsamling for at gøre opmærksom på behovet for dæmpning af trafikstøjen fra Landevejen. Desværre er mange i Jegstrupvænget også plaget af trafikstøjen og man kan med fordel arbejde for en fælles løsning. Tranbjerg Fællesråd arbejder også med støjproblemerne. Måske kunne man nedsætte en fælles arbejdsgruppe? Mere om dette emne på generalforsamlingen.

Ellers er mariehøns-bumpene på Orholt Alle blevet fjernet efter ønske fra mange borgere samt Tranbjerg Fællesråd. Det forlyder, at der nu bliver anlagt nogle nye aflange pudebump i stedet for, sådan at busserne stadig kan køre der uden for store gener. Og bilerne bliver stadigvæk tvunget ned i fart.

Legepladsen er klar til børnene. Foto: Henrik Henriksen.

 

Trafikstøj fra Landevejen

Støjskærmen ved Sønderbrokrogen.

Nyt fra Tranbjerg Fællesråd:

Mange er generet fra trafikstøj fra Landevejen og det er da også et emne, som vi har arbejdet en del med i Fællesrådet gennem årene og flere projektforslag har været på vej.

Senest har vi foreslået at bruge noget af overskudsjorden fra byggeriet af Bering-Beder Vejen til støjvolde langs Landevejen ud for Jegstrupvænget og Kirkevænget. Kommunen ejer i forvejen arealerne, så det burde da være lige til. Men nej – Desværre var projektledelsen for BBVejen ikke meget for det af flere årsager og desværre viste det sig desuden, at den gældende lokalplan for arealerne langs Landevejen forhindrer etablering af nye støjvolde. Ironisk nok kræver lokalplanen grønne plantebælter for at “dæmpe” trafikstøjen. I dag er det dog gængs viden, at plantebælter ikke virker på trafikstøj. Så lokalplanen skal ændres, hvilket kræver et større benarbejde.

Det skal dog nævnes, at det er lykkedes at få kommunen til at lægge støjdæmpende asfalt på Landevejen fra Slet og ned til broen over Letbanen. Så lidt er vi da kommet i mål med.

Teksten er skrevet til Tranbjerg Tidende (1-2021) på vegne af Tranbjerg Fællesråd. Det er mit håb, at vi får lejlighed til at drøfte det på den næste generalforsamling i Vængerne. Skal vi evt. nedsætte en “trafikstøjsarbejdsgruppe”?
Mvh. Jørgen Dahlgaard.

 

40 km-t samt nye vejbump i Vængerne

Nb: Teksten er tidligere bragt på Facebook den 22-10 på vegne af Fællesrådet, men da der er tale om et ret omfattende vejarbejde, sender vi også ud via Vængernes nyhedsbrev:

Så er det alvor: Store dele af Tranbjerg bliver til hastighedszoner med en maksimalhastighed på 40 km/t. Og Aarhus Kommune mener det alvorligt. Der bliver lavet en hel del nye fartbump af forskellig art rundt omkring i byen sådan, at man sikrer en passende lav hastighed for alle biler og lastbiler. Faktisk er det lettere at nævne Tingskov Alle og Grønløkke Alle som de to større veje, hvor der ikke kommer fartbump. Og ej heller på Landevejen! Anlægsarbejdet med at lave de nye bump begynder nu og laves af firmaet NCC, oplyser Trafik og Veje.

Når arbejdet er færdigt skulle Tranbjerg gerne være en langt mere sikker og rar by at færdes i – især for cykellister og fodgængere. Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, beskrev det sådan sidst i juni måned:

»Mange borgere føler, at hastigheden er for høj især i boligkvarterer, og de er utrygge ved at lade deres børn færdes i områderne. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi nu i samarbejde med flere fællesråd kan sætte projekter i gang i 12 steder i kommunen, hvor der skabes øget tryghed og mulighed for aktiviteter i gaderummene. Det er mit håb, at vi ikke stopper her, men finder endnu flere områder, hvor vi med fordel kan sænke hastigheden«.

Her må det så nævnes, at Tranbjerg Fællesråd, ikke er blevet inddraget i selve udformningen af projektet. Vi har dog gentagne gange udtrykt vores støtte til planerne om hastighedszoner med 40 km/t. Og vi glæder os meget til, at det bliver færdigt.

Og i oktober 2019 opfordrede vi bl.a. i Tranbjerg Tidende borgerne til at indsende deres holdning til 40 km-zoner. Uden at vi kan kalde det en gyldig afstemning, så var der et klart flertal for hastighedszoner. Mange henvendelser til Fællesrådet igennem tiden, har da også handlet om, at der bliver kørt for stærkt i byen og at det er farligt at krydse vejene m.m. Og så sent som i tirsdags var der en som offentliggjorde en video på Facebook af noget der lignede vandvidskørsel på Skovgårdsvænget.

Der kommer fx bump i Skovgårdsvænget, Jegstrupvænget, Kirkevænget, Østerby Alle, Nørrevænget, Børupvej og Hovedgaden. Orholt Alle og Torve Alle får de såkaldte pukkelbump.

På dette store oversigtskort kan du se de enkelte projekter, hvis du zoomer ind. Projekterne er markeret med rød farve.
Du kan desuden hente en pakket-fil med 26 tegninger af de enkelte projekter via denne side: http://www.tranbjerg.dk/40-km-t-og-nye-vejbump-i-tranbjerg/

På vegne af GF Vængerne og Tranbjerg Fællesråd, Jørgen Dahlgaard