Status på den nye legeplads

Arbejdet med den nye legeplads har trukket lidt på det våde vejr her i november og december, fortæller Jens Erik. Legeredskaberne er dog på plads, men der mangler at blive fyldt op med specialsand til faldunderlag samt noget jordarbejde. Det meste skulle dog blive færdig inden jul efter planen. De grønne buske og hegn er skåret ned omkring pladsen, og det er meningen, at de til dels skal gro op igen.

Indvielse til marts
Bestyrelsen planlægger at afholde en officiel indvielse af den nye legeplads lørdag den 14. marts, 2020 kl. 13. Mere info følger.

Adressen er Skovgårdsvænget 368
Den nye legeplads har fået denne officielle adresse: Skovgårdsvænget 368 af kommunen. Hvis vi oplyser denne adresse fx ved opkald til 112, skulle det være let for ambulancen at finde frem til pladsen fremadrettet, når systemerne er blevet opdateret. Vi vil dog helst være helt fri for ulykker, men det er planen at skilte med adressen på pladsen.

Flot artikel i Lokalavisen Aarhus Syd
Der var en flot artikel i Lokalavisen den 3. december med foto af Henrik på forsiden. Se avisen som pdf (side 6). Desværre er der fejl i artiklen – bl.a. vedrørende udgiften til den nye legeplads. Prisen er altså “kun” 470.000 kr. med moms.

Desuden skal det nævnes, at legepladsen er privat: Den er placeret på GF Vængernes område og er betalt 100% af GF Vængernes egne midler. Og vi håber da selvfølgelig at pladsen først og fremmest vil blive brugt med stor glæde af alle GF Vængernes beboere og deres gæster! Andre er vel i princippet også hjertlig velkomne, så længe de opfører sig ordentligt. Alt i alt håber vi, at pladsen giver et løft til hele vores område. Vængerne skal være et godt sted at bo!

Du kan se flere fotos fra den 8-12 herunder:

Billederne er taget af Jørgen